For at øge kontrollen med epidemien skærpes retningslinjerne for, hvornår man opfattes som en nær kontakt til en coronasmittet.
Nu betragtes man som en nær kontakt, hvis man i mere end 15 minutter har været inden for to meters afstand af en smittet.
Det skyldes den mere smitsomme virusvariant B117. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Derudover skal alle nære kontakter være i selvisolation, indtil man har fået det andet negative testsvar.
Er man nær kontakt til en smittet med en mutation som B117, skal man dog være i selvisolation i 14 dage.
/ritzau/











