Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, glæder sig over, at Stephanie Lose (V) bliver partiets nye næstformand.
Det skriver han på Facebook.
Lose er den eneste, som har meldt sig som kandidat til posten. Der var deadline i søndags. Lose afløser Inger Støjberg (V). Det gør hun på en ekstraordinært landsmøde, der finder sted den kommende søndag.
Duoen Ellemann-Jensen/Støjberg fungerede ifølge formanden ikke længere. Blandt andet har Ellemann-Jensen kaldt Støjberg for illoyal. Støjberg valgte 29. december at trække sig fra posten.
7. januar meldte Lose sig som kandidat. Hun er i dag formand for Region Syddanmark og Danske Regioner.
Ellemann-Jensen skriver blandt andet på Facebook, at “det giver rigtig god mening med en næstformand, der kommer fra det kommunale og regionale bagland i stedet for folketingsgruppen” .
– Det vil give endnu bedre mulighed for at sikre en tæt kontakt mellem bagland og Venstres ledelse, skriver Ellemann-Jensen.
I årevis har både formand og næstformand haft deres daglige gang i Folketinget. Men Lose har fra begyndelsen meldt ud, at hun ønsker en ny tilgang til posten.
Lose vil lade det være op til formanden og folketingsgruppen at tegne den politiske linje i medierne. Her har Støjberg og Ellemann-Jensen flere gange været uenige, hvilket i sidste kostede Støjberg posten.
/ritzau/











