Coronaplagede Kap Verde taberdømmes mod Tyskland ved VM

    Coronapandemien har haft godt tag i håndboldherrernes igangværende VM i Egypten. Søndag koster det en aflyst kamp.

    Grundet coronasmitte i truppen hos Kap Verde kan holdet ikke mønstre ti spillere på holdkortet til søndagens kamp mod Tyskland i gruppe A.

    Ti spillere inklusive målmand er kravet ifølge reglerne.

    Derfor bliver holdet taberdømt, meddeler Kap Verdes håndboldforbund på Facebook. En oplysning TV2 Sport har fået bekræftet. Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har endnu ikke har bekræftet det.

    Det afrikanske landshold blev allerede reduceret til 11 kampklare spillere ved ankomsten til VM, som man åbnede med et nederlag på syv mål til Ungarn med en decimeret trup.

    Efterfølgende har yderligere to spillere afleveret positive coronatest. Det koster nu en tabt kamp på skrivebordet.

    /ritzau/