Storbritannien vil være vært for et G7-topmøde i juni, oplyser regeringen.
Topmødet vil være det første møde ansigt til ansigt mellem en række af verdens store industrilande, efter at Joe Biden er blevet præsident i USA.
Den afgående amerikanske præsident, Donald Trump, blev tvunget til at aflyse sidste års G7-møde som følge af coronaviruspandemien.
G7-lederne mangler stadig at bekræfte deres deltagelse, men topmødet er planlagt til at finde sted 11.-13. juni i Carbis Bay i Cornwall i det sydvestlige England.
Den globale respons på pandemien samt klimaforandringer ventes at være højt på dagsordenen på gruppens første møde ansigt til ansigt i næsten to år.
/ritzau/AFP











