Det første tilfælde med en mere smitsom sydafrikansk coronavariant er registreret i Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.
Den smittede er fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.
Ud over at den sydafrikanske variant er mere smitsom, vurderes den også at være mindre følsom over for vacciner.
Ifølge virolog Anders Fomsgaard fra SSI er der dog ikke noget, som tyder på, at vacciner ikke vil virke over for varianten.
– Selv om der nu er fundet varianter med mutationer med forventet nedsat følsomhed for antistoffer, betyder det ikke, at vaccinerne ikke vil virke, men de nye varianter overvåges tæt, siger Anders Fomsgaard i en pressemeddelelse.
/ritzau/











