En 23-årig albansk mand er fredag blevet varetægtsfængslet ved et retsmøde bag lukkede døre i dommervagten i København.
Ifølge politiet har manden smuglet cirka 19 kilo kokain ind i Danmark fra Holland.
Politiet mener, at gerningen har været et led i Operation Goldfinger, hvor en række mennesker har været involveret i indsmugling og videresalg af ni ton kokain.
Hvad angår de 19 kilo kokain, mener politiet ikke, at manden har ageret alene.
Anklagemyndigheden oplyser, at en anden albaner – denne med belgisk statsborgerskab – sidder varetægtsfængslet for samme forbrydelse.
/ritzau/











