Antallet af personer, der er flygtet fra Den Centralafrikanske Republik, er på en uge fordoblet til knap 60.000.
Det oplyser FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, fredag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En voldelig konflikt i landet er blevet intensiveret efter præsidentvalget 27. december. Her blev præsident Faustin Archange Touadera genvalgt.
Den opblussede vold er årsag til det stigende antal flygtninge, lyder det fra UNHCR. Hovedparten af de fordrevne er flygtet til DRCongo.
Tidligere på ugen oplyste landets præsident, Henri Wanzet, at oprørere havde igangsat to angreb mod landets hovedstad, Bangui.
Det blev bekræftet af FN’s fredsbevarende styrker i Den Centralafrikanske Republik.
Landets seks mest magtfulde oprørsgrupper kontrollerer to tredjedele af landet. De har forsøgt at forhindre Touaderas genvalg som præsident.
Oprørerne er af regeringen blevet anklaget for at forsøge at kuppe sig til magten.
/ritzau/











