Mike Pence er imod at gøre brug af det 25. forfatningstillæg

    Vicepræsident Mike Pence mener, at det ikke er “i nationens interesse eller i tråd med forfatningen” at tage det 25. forfatningstillæg i brug.

    Pence mener, at det vil skabe “frygtelig præcedens”, hvis han aktiverer det særlige forfatningstillæg for at fjerne præsident Donald Trump fra embedet før tid.

    Det fremgår af et brev fra Mike Pence til formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, tirsdag amerikansk tid.

    Det 25. tillæg til forfatningen kan tages i brug, hvis en præsident anses for ikke at kunne varetage embedet på forsvarlig vis.

    Selv om Trumps embedsperiode udløber om syv dage, kræver Demokraterne ham afsat omgående. De anklager præsidenten for at have opildnet til de voldsomme optøjer ved kongressen onsdag i sidste uge.

    Repræsentanternes Hus er natten til onsdag dansk tid i gang med at stemme om en resolution, der opfordrer vicepræsidenten til at tage det 25. tillæg i brug.

    Men det står altså nu klart, at Mike Pence ikke vil efterkomme kravet fra de demokratiske politikere – og et mindre antal republikanere – om at afsætte Trump.

    Det er ventet, at Demokraternes næste skridt så vil være at stemme om at indlede en rigsretssag mod Trump. Den afstemning kan komme allerede onsdag.

    /ritzau/Reuters