Det går for langsomt med opsporingen af coronasmittedes nære kontakter til at bryde smittekæderne.
Det vurderer flere eksperter over for Politiken.
En af dem er Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.
– Hvis ikke opsporingen går hurtigere end i dag, så kan det være lige meget, siger han til avisen.
Man kan give coronasmitten videre, to dage inden man selv får symptomer.
Forskning viser ifølge Politiken, at halvdelen af smitten er givet videre, når der er kommet tegn på sygdommen.
Det er derfor problematisk, at der ofte er ventetid på både at få en test og at modtage svaret.
– Jeg vil hellere have, at vi fandt halvdelen af de kontakter, som vi finder i dag, hvis vi fandt dem hurtigere, siger Viggo Andreasen.
I et skriftligt svar til avisen oplyser Sundhedsministeriet, at der løbende arbejdes på, at tidsforløbet minimeres.
Mandag afholdes et møde, hvor flere eksperter skal give input til, hvordan smitteopsporingen kan forbedres.
/ritzau/











