Udkastet til en ny forfatning i Hviderusland vil være klar ved udgangen af året. Og ændringerne i forfatningen vil blive genstand for en folkeafstemning kort tid derefter.
Det siger Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, søndag ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.
– Jeg tror, at udkastet til den nye forfatning vil være klar ved udgangen af året. Og så vil folket beslutte ved en folkeafstemning, om der skal være en ny forfatning eller ej, citerer RIA ham for at sige.
Lukasjenko meddelte i november, at han vil forlade sin post, når der er vedtaget en ny forfatning i landet.
Hviderusland har været præget af massive demonstrationer siden 9. august, hvor Lukasjenko blev genvalgt som præsident.
Ifølge oppositionen blev han udelukkende genvalgt ved hjælp af valgsvindel. EU mener også, at der er foregået valgsvindel og har derfor underlagt Lukasjenko sanktioner.
Lukasjenko har været i spidsen for Hviderusland siden 1994 og er blevet kaldt “Europas sidste diktator”.
De omfattende protester i landet betyder, at han står midt i sin hidtil største krise som leder. Derfor har han foreslået forfatningsændringer. Men kritikere mener, at Lukasjenko bruger det som taktik for at få mere ro på og vinde tid.
Det er begrænset med detaljer om, hvad forfatningsændringerne vil indebære.
Lukasjenko har været præsident i Hviderusland siden 1994, hvor det første valg efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 blev holdt. Ingen af valgene i landet har ifølge valgobservatører været frie.
Præsidentens modstandere har krævet, at han overlader magten til oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja. Hun stillede også op ved præsidentvalget 9. august i år, men flygtede efterfølgende til Litauen.
/ritzau/Reuters











