Minister: Håndboldherrer kan deltage ved VM i Egypten

    VM i Egypten skydes i gang i næste uge med Danmark som forsvarende verdensmester.

    Selv om Danmark fraråder rejser til udlandet og lukker ned på grund af udbredelsen af coronavirus, så får håndboldherrerne lov at rejse til Egypten.

    Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde fredag.

    – Når det gælder vores anbefaling om ikke at rejse ud i verden, er der nogle få undtagelser.

    – Vi betragter vores håndboldlandshold som en serviceydelse, så de er undtaget og kan tage af sted og kæmpe på Danmarks vegne, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    Landsholdet er omfattet af en undtagelse i rejserestriktionerne, der tillader, at man kan levere varer eller tjenesteydelser i udlandet.

    Det glæder Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), der hæfter sig ved, at landsholdets rejse til VM betragtes som et anerkendelsesværdigt formål.

    Landsholdet vil derfor rejse til Egypten på tirsdag.

    – Så længe det er muligt og forsvarligt, så tager vi afsted.

    – Det her er forberedt flere måneder i forvejen, og vi er godt forsikrede om, at de forhold, vi kommer til at opleve i Egypten, er helt på linje med det, vi oplevede i Danmark til EM i december, hvor ingen i den røde boble blev smittede, ligesom der heller ikke var spillere, som tog smitte med hjem.

    – Derfor er både vi, lederne omkring holdet og spillerne fortrøstningsfulde omkring afviklingen af det sportslige setup, siger Morten Henriksen til forbundets hjemmeside.

    Det har vakt kritik, at Egypten vil tillade et begrænset antal tilskuere adgang til VM-kampene.

    – Selv om Egypten i modsætning til Danmark i december har valgt at åbne for et antal publikum, så er det både vores, de europæiske nationer, vi samarbejder med, og vores mange sundhedseksperters vurdering, at det ikke kommer til at udgøre en smitterisiko for vores folk, siger sportschefen.

    Danmarks Idrætsforbund (DIF) bakker også op om, at landsholdet rejser til Egypten.

    – Vi glæder os over, at der er givet grønt lys til, at håndboldherrerne kan rejse til VM.

    – Forhåbentlig får holdet sportslig succes i Egypten, så deres kampe kan blive et positivt samlingspunkt for alle danskere rundt omkring på tv-skærmene.

    – Akkurat som håndboldkvinderne blev det, da Dansk Håndbold Forbund i december var værter for EM, som blev afviklet på flot og sikker vis, siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF.

    Danmark vandt torsdag en VM-testkamp over Norge i Kolding. Lørdag skal Danmark igen møde Norge i en test i Kolding, inden holdet tirsdag rejser til Egypten.

    /ritzau/