USA’s transportminister, Elaine Chao, meddeler torsdag aften dansk tid, at hun trækker sig fra sin post.
Chao henviser på Twitter til onsdagens hændelser i Washington D.C.
– I går gennemlevede vort land en traumatisk og helt igennem undgåelig hændelse, da tilhængere af præsidenten stormede kongresbygningen efter at have hørt Trump tale. Jeg er sikker på, at det har foruroliget jer, som det har foruroliget mig. Jeg kan ikke sætte mig ud over det, skriver hun.
Chao skriver, at hun er utroligt stolt over det, som hendes ministerium har præsteret for landet, men at hun må trække sig fra sin post.
/ritzau/











