Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan den særligt smitsomme britiske coronamutation B117 blive den dominerende coronavariant i Danmark, men de mange lyntest kan give problemer med at overvåge dens spredning.
Når man analyserer en positiv lyntest – også kendt som antigentest – for coronavirus, kan man nemlig ikke efterfølgende klarlægge, hvilken variant af virusset der er tale om. Det kan man til gengæld med en pcr-test, der foregår ved en podning i halsen.
Susan Cowan, sektionsleder hos Statens Serum Institut (SSI), påpeger, at man uanset hvad skal gå i isolation ved en positiv coronatest. Derfor er det ikke et stort problem for den enkelte borger, at man ikke kan afklare den variant, man er smittet med.
Selv om det ikke gør en forskel for den enkelte, er det vigtigt for myndighederne og samfundet som helhed at kunne følge med i, hvordan forskellige varianter, inklusive den britiske, spreder sig.
– Man skal isolere sig, uanset om man har den ene eller anden variant. Men fordi vi er meget interesserede i at følge udviklingen, er det meget interessant for overvågningen at vide (hvilken variant, personer er smittet med, red.), siger hun.
En lyntest foregår igennem næsen. Man får svar efter 15-30 minutter. Men med materialet fra en lyntest kan man ikke lave en såkaldt sekventering, der kan afklare virusvarianten.
– Hvis man skal det, bliver man nødt til at få taget en pcr-test, siger Susan Cowan.
Hun vil ikke opfordre til at ændre noget ude hos de private firmaer, der udbyder lyntest. Det ligger ikke hos SSI at bestemme, siger hun.
Men Susan Cowan forklarer, at det ville være gavnligt for overvågningen af virusmutationerne, hvis man alle steder havde kapacitet til både at lave en lyntest og en pcr-test.
– De sælger et produkt, der hedder en antigentest, og de gør det for at aflaste det offentlige, der i nogle tilfælde har haft svært ved at følge med.
– Men eftersom man ikke kan bruge den antigentest til at kigge efter en variant, kunne man forestille sig, at man fik lavet både en antigentest og en pcr-test i samme omgang. Men det er slet ikke noget, der er på tegnebrættet hos nogle af de firmaer, der udbyder testene, siger hun.
/ritzau/











