Korrespondent: Trump kan skabe mareridt for republikanerne

    Det Republikanske Parti står med et “kæmpearbejde” for at genopbygge sig selv.

    Det vurderer Kristian Mouritzen, sikkerhedspolitisk korrespondent hos Berlingske og tidligere korrespondent i USA.

    – Jeg har aldrig oplevet et parti, der i den grad er gået i opløsning, siden Donald Trump blev indsat. Det er et parti, der er ædt op indefra af fraktioner for og imod Trump, siger Kristian Mouritzen.

    Præsident Donald Trump har hele tiden fastholdt, at han ikke ser valgsejren til Joe Biden som legitim. Onsdag kulminerede det, da støtter af Trump stormede kongresbygningen i Washington D.C.

    Det førte til, at flere af Trumps loyale støtter i Det Republikanske Parti lagde afstand til den siddende præsident.

    Men selv om Trump står mere og mere alene i partiet, har republikanerne stadig et problem, siger Kristian Mouritzen.

    – Deres problem er, at Donald Trump stadig er der. Gør han alvor af at gå solo, som han har truet med, så vil der til valget i 2024 være tre partier, der stiller op til valget.

    – I den situation vil demokraterne automatisk få magten, fordi de står nogenlunde samlet. Det er et mareridtsscenarie for republikanerne, som de ikke håber kommer til at ske, siger han.

    Derfor kan partiet blive “nødt til at rumme Trump eller hans søn eller datter en gang til”.

    – Men det kan også være en meget høj pris at betale, hvis det går lige så meget amok de sidste 13 dage som det gik onsdag, siger Kristian Mouritzen.

    Han vurderer på baggrund af urolighederne onsdag, at Trump lige nu “ikke har en eneste chance i partiet”.

    – Problemet er bare, at der går fire år, og når der er gået nogle måneder, og det hele falder til ro, så begynder det hele forfra igen. Så jeg vil udelukke, at han har en chance i Det Republikanske Parti.

    De to mest magtfulde republikanere ud over præsidenten, vicepræsident Mike Pence og senatsleder Mitch McConnell, gik begge onsdag imod Donald Trumps ønske om at bestride Senatets bekræftelse af Joe Biden som ny præsident.

    /ritzau/