Toprepublikanere har fået nok af Trump efter optøjer

    Den ellers ekstremt loyale Trump-støtte, den republikanske senator Lindsey Graham, har fået nok af præsidenten efter onsdagens uroligheder i Washington D.C.

    Det siger han ifølge NBC News, i forbindelse med at Kongressen har genoptaget arbejdet med at bekræfte Joe Bidens valgsejr.

    – Trump og jeg har været på noget af en rejse sammen. Jeg hader, at det skal slutte sådan her. Men efter i dag er alt, jeg kan sige, at jeg er ude. Nok er nok, siger Graham.

    Han tilføjer, at han til fulde støtter resultatet af præsidentvalget 3. november.

    – Joe Biden og Kamala Harris er lovligt valgt, siger han.

    Graham er ikke den eneste republikaner, der ikke længere kan stå bag den afgående præsident.

    Tidligere onsdag opfordrede den republikanske guvernør i Vermont, Phil Scott, således til, at Trump skal fjernes fra embedet på grund af hans rolle i optøjerne.

    – Grundstenen i vores demokrati og principperne i vores republik er under angreb fra præsidenten. Nok er nok. Præsident Trump bør trække sig eller blive fjernet fra embedet af hans regering eller af Kongressen, skriver Phil Scott på Twitter.

    Også flere demokrater kræver Trumps afgang. Blandt andet kongresmedlemmet Ilhan Omar, der er gået i gang med at forberede en ny rigsretssag mod præsidenten.

    – Donald J. Trump bør blive stillet for en rigsret af Repræsentanternes Hus og fjernet fra embedet af Senatet. Vi kan ikke give ham lov til at blive på posten. Det er et spørgsmål om at bevare vores republik, skriver Omar, der repræsenterer delstaten Minnesota.

    Hun ønsker at stille præsidenten for en rigsret, på trods af at der kun er to uger til, at demokraten Joe Biden overtager præsidentembedet 20. januar.

    Trumps tilhængere trængte onsdag ind i Kongressen i forbindelse med, at medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus formelt skulle bekræfte Demokraternes Joe Biden som vinder af præsidentvalget.

    En blev dræbt og flere såret i forbindelse med optøjerne.

    Det er mindre end et år siden, at et republikansk flertal i Senatet i februar sidste år frikendte Trump, efter at Demokraterne i Repræsentanternes Hus havde indledt en rigsret mod ham.

    Trump blev anklaget for at forsøge at presse Ukraines præsident til at indlede en undersøgelse af Joe Biden og hans søn Hunter.

    /ritzau/