Fire personer mistede livet under protester i USA

    Yderligere tre personer ud over en kvinde er omkommet under onsdagens uroligheder ved Kongressen i USA.

    Det oplyser Robert J. Contee, chefen for politiet i Washington D.C., tidligt torsdag morgen dansk tid.

    En kvindelig tilhænger af præsident Donald Trump blev skudt, da hun sammen med andre demonstranter trængte ind i kongresbygningen.

    Kvinden, der ifølge hendes mand var en inkarneret tilhænger af Trump, afgik senere ved døden.

    Desuden har yderligere tre personer mistet livet under protesterne som følge af “medicinske komplikationer”, oplyser politichefen i den amerikanske hovedstad.

    52 personer er anholdt i forbindelse med optøjerne, tilføjer Robert J. Contee.

    Onsdag eftermiddag lokal tid trængte demonstranter ind i kongresbygningen, mens politikerne var i gang med formelt at godkende Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

    Kort inden klokken 18 lokal tid, hvor et udgangsforbud trådte i kraft, meldte politiet, at kongresbygningen var blevet sikret.

    /ritzau/Reuters