Domstole anbefales at aflyse mindre ikke-hastende sager

    I lyset af den seneste udvikling i forhold til situationen med coronavirus er domstolenes krisestab klar med en række nye anbefalinger.

    Det fremgår af en nyhed på Domstolsstyrelsens hjemmeside.

    Retsmøder i landets retter bør kun gennemføres, hvis der kan holdes to meters afstand, lyder det. Og da det kan være vanskeligt at gennemføre alle sager, anbefales det at prioritere de sager, som retterne finder mest kritiske.

    Krisestaben anbefaler også at aflyse eller udsætte ikke-hastende mindre sager efter en konkret vurdering. Det kan eksempelvis dreje sig om ikke-hastende udlægssager, bødesager og tilståelsessager. Det skriver Domstolsstyrelsen.

    Anbefalingerne gælder frem til og med den 17. januar, eller til der foreligger en fornyet sundhedsfaglig vurdering.

    Krisestaben består af Domstolsstyrelsens direktion, udvalgte stabsfunktioner, præsidenterne for Vestre Landsret, Københavns Byret, Retten i Herning, Retten i Lyngby og Dommerforeningens formand.

    Krisestabens anbefalinger er vejledende. Det er op til den enkelte ret og dommer at afgøre, hvordan sagerne håndteres.

    /ritzau/