Danmark og resten af EU kan tage endnu en vaccine i brug

    EU-Kommissionen godkender en coronavaccine fra amerikanske Moderna.

    Det oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen på Twitter.

    Dermed er vaccinen også godkendt til brug i Danmark.

    – Vi sørger for sikre og effektive covid-19-vacciner til europæere. Vi har godkendt Modernas vaccine – den anden vaccine godkendt i EU.

    Godkendelsen kommer, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) tidligere onsdag anbefalede en godkendelse af coronavaccinen fra Moderna.

    Modernas vaccine er den anden coronavaccine, som er godkendt til brug i EU’s medlemslande. Den første var vaccinen fra Pfizer og BioNTech, som blev godkendt kort før jul.

    Danmark har købt vacciner hos Moderna til at færdigvaccinere tre millioner borgere. Det er endnu uvist, hvornår de første kommer til landet.

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger i en pressemeddelelse, at “vores vigtigste våben i kampen mod virusset nu bliver stærkere”.

    – Med aftalen med Moderna er vi sikret vacciner til tre millioner danskere, siger Heunicke.

    – De allermest sårbare borgere på vores plejehjem vil allerede inden ugens udgang være tilbudt deres første vaccination. Og det samme gælder mange af frontmedarbejderne i sundhedsvæsenet, som er særligt udsatte for smitte.

    Coronavaccinen fra Moderna er blevet testet i en række studier, hvoraf det afsluttende og klart største havde deltagelse af 30.000 personer. I det studie havde vaccinen en effekt på 94,1 procent.

    /ritzau/