Over 50 prodemokratiske aktivister i Hongkong er onsdag blevet anholdt for at overtræde byens omstridte nationale sikkerhedslov.
Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Anholdelserne er de mest omfattende, siden Kina beordrede den nye sikkerhedslov indført i den tidligere britiske koloni i juni 2020.
Blandt de anholdte er fremtrædende personer som de tidligere medlemmer af Hongkongs parlament James To, Lam Cheuk Ting og Lester Shum. Det oplyser tv-kanalen RTHK.
Politiet i Hongkong har endnu ikke kommenteret anholdelserne.
/ritzau/











