Antal smittede i Premier League på en uge fordobles

    Coronavirusset boomer i den engelske Premier League i fodbold.

    I perioden 28. december-3. januar er 40 personer med tilknytning til ligaen blevet testet positive for covid-19.

    Det er mere end en fordobling i forhold til ugen inden, hvor 18 blev testet positive.

    Det skriver Premier League på sin hjemmeside.

    En del af forklaringen er formentlig også, at ligaens testfrekvens er øget. I den seneste periode er spillere, trænere, ledere, dommere og andre med tilknytning til klubberne og ligaen blevet coronatestet to gange mod tidligere kun en ugentlig test.

    Der blev i alt foretaget 2295 coronatest, og de 40 var altså positive.

    I perioden er tre Premier League-kampe blevet udskudt efter smitteudbrud i enkelte klubber. Der er endnu ikke fastsat nye datoer for de udskudte kampe.

    Premier League har tidligere afvist at holde en coronapause trods en stigning i antallet af smittede, og den linje fastholder ligaen.

    – Med et lavt antal af smittede i størstedelen af klubberne har ligaen fortsat fuld tiltro til ligaens covid-19-protokoller, og der er også fuld støtte fra regeringen, skriver Premier League.

    Personer, der er testet positive, skal selvisoleres i ti dage.

    /ritzau/