Fremover skal vi igen holde to meters afstand til hinanden

    Sundhedsmyndighederne ændrer anbefalinger om afstandskravet, som hæves fra en meter til to meter.

    Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.

    – Vi skal igen holde to meters afstand mellem hinanden. Det gælder i dagligvarebutikkerne, når vi køber dagligvarer, men også i det offentlige rum, når vi møder hinanden på stien i skoven, siger hun.

    Skærpelsen af afstandskravet gælder, sammen med de øvrige restriktioner, foreløbigt frem til 17. januar.

    Statsministeren siger dog på pressemødet, at regeringen forventer, at det bliver nødvendigt at forlænge de gældende restriktioner.

    På pressemødet tirsdag bliver blandt andet forsamlingsloftet sænket fra ti til fem, og danskerne opfordres til ikke at mødes med personer uden for deres husstand og aflyse aftaler, hvor det er muligt.

    – Vi har vist, hvad vi kan i det her land, og nu skal vi i de kommende uger stå sammen og få bragt smitten ned, siger Mette Frederiksen.

    De yderligere restriktioner kommer på grund af spredningen af en britisk coronamutation. Den er mere smitsom end den variant, der hidtil har været mest udbredt i Danmark.

    /ritzau/