Der kommer støtte på lægterne, når Danmark og de øvrige håndboldstormagter skal kæmpe om herrernes verdensmesterskab senere i januar.
Ved VM i Egypten kommer der trods coronapandemien nemlig til at være tilskuere i hallerne.
20 procent af hallernes tilskuerkapacitet bliver taget i brug. Det oplyser VM-arrangøren ifølge norske NTB.
Beslutningen er taget efter samtaler mellem myndighederne og arrangøren.
– Dette er en direkte konsekvens af de forholdsregler, som vi tager for at håndtere covid-19.
– Arrangøren følger de seneste globale anbefalinger i forhold til at kunne håndtere pandemien. Siddepladser vil blive organiseret sådan, at der kan holdes social distance mellem tilskuere, og der skal bruges mundbind under turneringen, lyder det videre.
VM-slutrunden spilles i perioden 13.-31. januar i fire forskellige haller i Egypten.
Den største hal har plads til 17.000 fans, hvorfor der vil være mere end 3000 fans inde til kampe i den hal under VM.
Da kvindernes EM blev afviklet i Danmark i december, var det uden tilskuere på lægterne.
/ritzau/











