Islamisk Stat tager ansvar for drab på 11 kulminearbejdere

    Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) hævder at stå bag drabene på 11 kulminearbejdere i Pakistan i den vestlige provins Balochistan.

    Det skriver BBC sent søndag aften.

    Kulminearbejderne blev kidnappet af bevæbnede militante islamister og dræbt lørdag aften.

    Angrebet fandt sted nær den kulmine, hvor de arbejdede i den lille by Mach ikke langt fra provinshovedstaden, Quetta, og tæt ved grænsen til Afghanistan.

    Her blev minearbejderne kidnappet fra deres fælles bolig og ført til nogle nærliggende bjerge.

    Seks af ofrene var døde, da de blev fundet, mens fem sårede i kritisk tilstand døde på vej til hospitalet. Det oplyser en lokal embedsmand til avisen Dawn ifølge BBC.

    En video fra stedet viser, hvordan flere af ofrenes lig lå spredt ud over gulvet i en lille hytte, mens deres hænder var bundet sammen.

    Ofrene tilhørte alle Hazara-folket – en shiamuslimsk mindretalsgruppe, som jævnligt bliver angrebet af ekstremister.

    Pakistans premierminister, Imran Khan, har søndag fordømt angrebet på Twitter.

    Han beskriver angrebet som en “inhuman terroristhandling”.

    I kølvandet på angrebet lagde flere demonstranter i protest ofrenes lig ud på en af hovedvejene ud af Mach, mens de krævede retfærdighed.

    Lokale embedsmænd har ifølge BBC lovet at anholde personerne, der står bag angrebet.

    Hazara-folket bliver jævnligt angrebet af ekstremister fra Pakistans sunnimuslimske flertal. I nabolandet Afghanistan anses Hazara-folket for at være en af de mest undertrykte etniske grupper.

    /ritzau/