NFL-hold bryder 18 år lang forbandelse med slutspilsplads

    Cleveland Browns er for første gang i 18 år klar til slutspillet i NFL. Det står klart, efter at holdet søndag kæmpede sig til en 24-22-sejr over Pittsburgh Steelers.

    Med resultatet bryder Browns også den længste slutspilstørke i NFL’s historie.

    Pittsburgh Steelers var allerede inden kampen sikret en plads i slutspillet. De to hold kan nu se frem til at møde hinanden igen, når slutspillet går løs 9. januar.

    Her har Pittsburgh Steelers hjemmebanefordelen, fordi holdet med 12 sejre og fire nederlag endte på en tredjeplads i AFC-halvdelen af NFL i den regulære sæson, mens Browns 11 sejre og fem nederlag rakte til en sjetteplads.

    I samme division kvalificerede Baltimore Ravens og Indianapolis Colts sig også til slutspillet søndag, mens Los Angeles Rams og Chicago Bears blev klar til slutspillet i NFC-halvdelen af NFL.

    /ritzau/Reuters