En topembedsmand i Sverige er havnet i massiv modvind, efter at han fejrede jul på De Kanariske Øer.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Dan Eliasson, der er generaldirektør for den samlende myndighed for svenske beredskaber (MSB), havde i begyndelsen af december sendt en opfordring til alle svenskere om at undgå rejser.
Men i julen blev han fotograferet i lufthavnen på Las Palmas på øen Gran Canaria.
Eliasson selv forsvarer rejsen med, at den var nødvendig af private årsager. Ifølge den svenske avis Expressen bor hans datter på Gran Canaria.
Han siger til avisen, at han har opgivet mange rejser som følge af coronapandemien, men han vurderede, at denne rejse ikke kunne udskydes.
– Jeg fejrede jul med hende (datteren, red.) og min familie, siger Eliasson til Expressen.
Han tilføjer, at han desuden har arbejdet fra Gran Canaria.
Den svenske regering vil i nærmeste fremtid tage stilling til, om der stadig er tillid til Eliasson, skriver TT.
Siden rejsen blev bekræftet af generaldirektøren selv, har indenrigsminister Mikael Damberg (S) ikke besvaret nogen spørgsmål om, hvorvidt regeringen har tillid til Eliasson som myndighedschef.
– Indenrigsministeren vil komme med en udtalelse i den nærmeste fremtid, melder ministerens pressesekretær Per Strángberg til TT søndag aften.
/ritzau/











