En global klimabevægelse, nominering til en nobelpris, årets person i 2019 og en af verdens mest beundrede personer.
Greta Thunberg har i sandhed oplevet mere end de fleste teenagere i de to et halvt år, der er gået, siden hun indledte sin såkaldte skolestrejke for klimaet uden for det svenske parlament i august 2018.
Søndag fylder hun 18 år og er dermed gammel nok til at stemme ved svenske valg, køre bil og blive gift.
Thunberg selv har dog ingen planer om at fejre milepælen.
– Jeg er ikke typen, der fejrer fødselsdage, siger Greta Thunberg i et interview med The Sunday Times, der har fanget hende over en Zoom-forbindelse fra svenskerens lejlighed i Stockholm.
Thunberg var kun 15 år, da hun begyndte at tage en ugentlig fridag fra skole for at demonstrere for klimaet – inspireret af unge amerikanere, der protesterede mod USA’s våbenlovgivning.
Alene iført en gul regnjakke satte hun sig foran det svenske parlament med en plakat med påskriften “skolestrejke for klimaet”.
Den stille protest fik hurtigt stor opmærksomhed i medierne, og nyheden om den unge Thunberg, der beskyldte verdens magthavere for at stjæle hendes generations fremtid, spredte sig over hele verden.
I 2018 blev hun inviteret på talerstolen ved FN’s klimakonference i Polen, i 2019 blev hun nomineret til Nobels fredspris, og Time Magazine udnævnte hende i samme år som årets person.
En Gallup-undersøgelse afslørede i slutningen af 2020, at Greta Thunberg i dag er en af verdens mest beundrede kvinder.
I dag håber Greta Thunberg, at den store opmærksomhed også har betydet noget for klimakampen.
– Vi har selvfølgelig set en ændring i måden, vi taler om klimakrisen på. Det har langt mere fokus end tidligere. Det kan skolestrejken have været medvirkende til, siger hun til The Sunday Times.
Men mens debatten om den globale opvarmning er kommet mere i fokus siden 2018, forværres klimakrisen stadig, siger Greta Thunberg.
– Hver dag kan vi se flere og flere beviser på, at vi er i en klimakrise. Vi ser tegn på det over hele verden.
De seneste år har især unge over hele verden været inspireret af den svenske teenager.
Thunberg har dog også været udsat for mange hadefulde angreb og deciderede trusler – ikke mindst på internettet.
Også verdensledere som Vladimir Putin, Donald Trump og Jair Bolsonaro – præsidenter i henholdsvis Rusland, USA og Brasilien – har langet ud efter Thunberg.
Men selv personangreb fra tre af verdens mest magtfulde mænd kan ikke ryste fødselaren.
– I stedet for at tale om klimaet prøver de at gøre det til en debat om mig eller min personlighed eller mit udseende eller mine forældre eller min søster eller alt muligt andet, så det må man bare indstille sig på tidligt, siger hun.
/ritzau/











