Teknisk fejl gør det umuligt at logge på sundhed.dk

    Det er i øjeblikket ikke muligt at bruge NemLog-in, og derfor kan borgere ikke logge på offentlige hjemmesider som eksempelvis sundhed.dk.

    Det skriver sundhed.dk på sin hjemmeside søndag morgen.

    Det er blandt andet på sundhed.dk, hvor man kan se svar på de coronaprøver, som man får foretaget af det offentlige.

    – Der er endnu ingen meldinger om fejlen fra NemLog-in, og derfor kan vi desværre ikke give en melding på, hvornår fejlen forventes at være løst, står der på hjemmesiden.

    Det er stadig muligt at logge på MinSundhed-appen. Det vil sige, at det fortsat er muligt for borgere at tjekke deres svar på eksempelvis coronaprøver.

    Når borgere får foretaget en coronatest i et af landets offentlige testcentre, kan der gå nogle døgn, fra prøven er taget, inden svaret er analyseret og kan ses.

    De test, man får foretaget i de offentlige testcentre, er kendt som pcr-test. Det er dem, hvor man bliver podet i halsen.

    Pcr-test vurderes at være mere pålidelige end de lyntest, man kan få foretaget af private udbydere.

    /ritzau/