Årets danske nytårsbabyer forventes at blive 102 år gamle

    Danmark byder den første dag i 2021 velkommen til 161 nyfødte danskere, der i gennemsnit kan forvente at blive 102,1 år gamle.

    Det viser et estimat fra FN-børneorganisationen Unicef.

    Ifølge Unicef bliver der nytårsdag født over 370.000 nye verdensborgere rundt om på kloden. Men de vil få et højst ulige liv, og langt fra vil de blive lige gamle.

    Herhjemme kan årets nytårsbørn formentlig forvente at leve længere end både deres forældre og bedsteforældre kommer til.

    Men selv om Danmark ofte placerer sig højt på statistikker over levevilkår, så ligger 27 lande foran os på listen over forventet levealder.

    Således kan nyfødte i lande som Andorra, Schweiz, Frankrig, Portugal og Spanien forvente at leve længere end i Danmark.

    Det samme gør sig gældende blandt vores nordiske naboer, hvor Danmark ligger klart sidst.

    Nyfødte i Sverige, Norge og Finland kan således i gennemsnit forvente at leve 8,8 år længere end i Danmark ifølge Unicef.

    I Andorra forventes der bare at blive født et barn nytårsdag. Men det barn vil ifølge prognosen kunne blive 119,2 år, hvilket er nok til at toppe listen.

    Unicef anslår, at der over hele verden vil blive født omkring 140 millioner børn i 2021. Det anslås, at de tilsammen vil få en gennemsnitlig levealder på 84 år.

    – De børn, der bliver født i dag, kommer ind i en verden, der ser helt anderledes ud end for et år siden, siger Unicefs direktør, Henrietta Fore, med henvisning til coronapandemien, der har medført en global økonomisk nedtur, stigende fattigdom og voksende ulighed.

    – Et nyt år bringer muligheden for at gentænke verden. Børn født i dag kommer til at arve den verden, vi bygger til dem, tilføjer hun.

    I bunden af Unicefs liste over forventet levealder ligger lande som Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Her forudses en forventet levealder for årets nyfødte på 61,4 år.

    /ritzau/