Liverpools manager, Jürgen Klopp, ærgrer sig over, hvor mange chancer holdet brændte mod Newcastle onsdag aften i Premier League.
Det siger tyskeren til BBC efter kampen.
Klopp understreger dog, at han alligevel er tilfreds med sit holds præstation i opgøret, der endte 0-0.
– Man skulle måske ikke tro, at jeg vil lette på hatten for mit hold, men jeg kunne godt lidt præstationen.
– Kan vi spille bedre fodbold? Ja, men vi gjorde mere end nok for at vinde kampen, siger Klopp og tilføjer:
– Jeg tror, vi havde fire 100 procent chancer. Vi har vundet over Newcastle før med færre chancer. Det gjorde vi ikke i aften, men det accepterer jeg. Jeg er glad for, hvad jeg så. Det kan jeg virkelig arbejde med.
Med det uafgjorte opgør missede Liverpool muligheden for at forøge holdets forspring i Premier League til fem point.
Særligt Mohamed Salah kostede Liverpool dyrt mod Newcastle, da han brændte to helt åbne chancer. Også Roberto Firmino missede flere gode muligheder.
– Drengene er frustrerede og med god grund, men ikke over præstationen. Den er en base at bygge videre på i løbet af de næste dage, uger og måneder, siger Klopp.
Liverpool fører lige nu Premier League med tre point ned til Manchester United på andenpladsen.
Holdet skal efter planen i kamp igen mandag aften ude mod Southampton.
/ritzau/AFP











