Mindst 25 dræbt i angreb mod bus i Syrien

    25 mennesker er dræbt i et angreb mod en bus, der kørte på en hovedvej i den østlige syriske provins Deir Zor.

    Det meddeler statslige syriske medier onsdag. De betegner det som et “terrorangreb”.

    Ifølge det statslige nyhedsbureau Sana blev “25 borgere” dræbt og 13 såret.

    Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser, at jihadister har dræbt 30 soldater ved angrebet.

    Sohr er en regimekritisk organisation, der via et netværk af kilder og aktivister i Syrien følger situationen i det krigshærgede land.

    Soldaterne var angiveligt på vej hjem på orlov.

    Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) stod bag angrebet, oplyser Sohr.

    Sohrs leder, Rami Abdel Rahman, fortæller, at bussen med soldater blev angrebet tæt ved landsbyen Shula. Gerningsmændene sprængte to bomber, inden de åbnede ild mod bussen.

    Angrebet skete i et område, hvor det først og fremmest er den syriske hær og iranskstøttede militser, der er baseret. Det er i nærheden af den historiske by Palmyra, ikke langt fra grænsen til Irak.

    – Det var et af de dødeligste angreb, siden IS’ kalifat faldt, siger Sohr-leder Rami Abdel Rahman.

    IS indtog store dele af Syrien og nabolandet Irak i 2014 og udråbte et islamisk kalifat med hovedstad i Raqqa i Syrien.

    Bevægelsen dræbte et stort antal mennesker, den anså som vantro eller på anden måde en fjende. Blandt ofrene var en del udenlandske journalister og hjælpearbejdere.

    IS blev nedkæmpet i Syrien i marts sidste år. Men den har stadig aktive medlemmer, der gennemfører angreb i regionen.

    /ritzau/AFP