EU og USA beder Kina om at løslade kritisk Wuhan-journalist

    USA og EU opfordrer tirsdag Kina til at løslade en borgerjournalist, der dækkede coronaudbruddet i Wuhan tidligt i år.

    Journalisten Zhang Zhan, der er tidligere advokat, fik mandag en straf på fire års fængsel efter en kort høring ved en domstol i Shanghai.

    Hun var tiltalt for at have “opildnet til stridigheder og fremprovokeret bekymringer” i sin rapportering under de kaotiske, indledende faser af udbruddet.

    USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrer Kina til at “løslade hende med det samme og betingelsesløst”.

    – Det Kinesiske Kommunistparti har igen vist, at det er klar til at gøre alt, hvad det kan, for at lukke munden på dem, der stiller spørgsmål ved partiets officielle linje, siger udenrigsministeren.

    På flere punkter var Zhang Zhans dækning af udbruddet på kant med regeringens officielle meldinger fra Wuhan, hvor det lød, at virusset på resolut vis blev slået ned.

    Blandt andet satte Zhang spørgsmålstegn ved hospitalskapaciteten og adgangen til test.

    Samtidig afslørede hun, hvordan kinesiske myndigheder udviste aggressiv adfærd, hvis hun forsøgte at filme dem.

    EU kræver Zhang og 12 tilbageholdte aktivister i Hongkong løsladt.

    – Ifølge pålidelige kilder bliver Zhang udsat for tortur og dårlig behandling, mens hun bliver tilbageholdt, og hendes helbred er blevet slemt forværret. Det er afgørende, at hun får medicinsk hjælp, siger udenrigspolitisk talsmand for EU Peter Stano i en meddelelse.

    /ritzau/AFP