Danskere nægtes indrejse til Filippinerne på grund af mutation

    Rejsende fra Danmark vil fra 29. december blive nægtet at komme ind i Filippinerne.

    Det skyldes fund af en coronavariant, som forbindes med en hurtig smittestigning i Storbritannien.

    Det skriver den filippinske nyhedsside ABS-CBN tirsdag.

    I alt 20 lande, som alle har meldt om tilfælde af den britiske variant, er omfattet af indrejseforbuddet. Det gælder også blandt andet Sverige, Tyskland, Frankrig og Østrig.

    Forbuddet vil gælde frem til 15. januar og gælder både filippinere og udlændinge.

    Ifølge ABS-CBN vil passagerer, der er i transit, og som rejser ind i landet inden 30. december blive tilladt at komme ind. Men de skal 14 dage i karantæne.

    Karantænen gælder, også selv om man får foretaget en negativ coronatest.

    Den filippinske regering har allerede tidligere indført et forbud mod indrejse fra Storbritannien.

    Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er i alt 46 personer i Danmark blevet bekræftet smittet med virusvarianten fra England.

    Mutationen er fundet i positive prøver mellem 14. november og 18. december.

    Der kan dog være en del flere, vurderer SSI, idet ikke alle coronaprøver tjekkes for den nye variant.

    Mutationen er fundet i alle fem regioner i Danmark.

    /ritzau/