Den mere smitsomme coronavirusvariant opdaget i Sverige

    Den nye og mere smitsomme coronavirusvariant, som blev opdaget i Storbritannien, er blevet påvist hos en person i Sverige.

    Det oplyser Folkhälsomyndigheten på en pressekonference i Stockholm 2. juledag.

    – Det var en person, som var på vej fra Storbritannien til et område nær Stockholm, som blev konstateret positiv, siger Signar Mäkitalo, som er læge i region Sörmland.

    – Ingen andre i gruppen skal være smittede. Det var en person, som rejste til Sverige for at holde jul, tilføjer hun.

    Ifølge Mäkitalo er risikoen for smitte i det pågældende område i Sörmland ekstremt lav – næsten ikke eksisterede. Regionen, der ligger umiddelbart sydvest for Stockholm, er også kendt under navnet Södermanland.

    Sara Byfors fra Folkhälsomyndigheten opfordrer personer, som har været i Storbritannien, til at isolere sig ved ankomsten til Sverige. Det har den pågældende person i Sörmland også gjort.

    Men der er en risiko for, at flere kan være smittede.

    Alene i Sörmland har 50 rejsende fra Storbritannien frem til tirsdag eftermiddag meldt sig for at blive testet for smitte med den nye variant.

    – Risikoen er selvfølgelig, at der findes flere i Sverige, der kan have denne variant, siger Signar Mäkitalo.

    Folkhälsomyndigheten vil foretage flere test. Det skal ske for at sikre sig, at der ikke er kommet flere tilfælde ind i landet med de svenskere, der er vendt hjem fra Storbritannien.

    Sundhedsmyndighederne i Stockholm siger, at 536 af landets 684 disponible intensivsengepladser med respirator er belagt. Omkring 60 procent af patienterne på intensivpladserne har covid-19.

    – Alle Sveriges regioner rapporterer om forværringer på både kort og lang sigt, siger Johanna Sandwall, der er chef for kriseberedskabet i den svenske socialstyrelse.

    Endnu er ingen regioner i Sverige dog i såkaldt katastrofesituation, meddeler styrelsen.

    15 regioner er i såkaldt forstærkningssituation, fire i stabil situation, mens de sidste to kører som normalt.

    /ritzau/TT