Efter rekordmange togrejsende over Storebælt i juledagene sidste år, var årets juletrafik på skinnerne langt mere afdæmpet med 61 procent færre rejsende over Storebælt.
Det oplyser DSB juledag.
Modsat sidste år, hvor der blev sat ny rekord for antallet af togrejsende i dagene op til jul, er årets juletrafik med DSB mindre, end togselskabet nogensinde har målt før.
– Mange har handlet efter myndighedernes anbefalinger og har fejret julen hjemme i år, siger DSB’s informationschef, Tony Bispeskov, i en pressemeddelelse.
Derudover er der også formelle restriktioner på togtrafikken. DSB må kun sælge 70 procent af billetterne til sæderne i InterCity- og InterCityLyntog indtil 3. januar.
Også for de rejsende betyder indsatsen for at inddæmme smitten med corona, at der er særlige regler i år. Rejsende skal bære mundbind eller visir på rejsen.
At 2020 har været et usædvanligt år for juletrafikken på skinner afspejler sig også i antallet af rejsende, som har valgt at droppe deres tur hjem med toget.
– Det er på mange måder en anderledes jul i år. Det har også vist sig ved, at vi på to uger i december har refunderet omkring 50.000 billetter til rejsende, der besluttede sig for at blive hjemme. Så højt et antal er ikke set før, siger Tony Bispeskov.
/ritzau/











