Flere havde gang i beskeder og opkald juleaften i år

    Juleaften 2020 blev for mange anderledes fra andre år, og det kan også aflæses i tal fra teleselskabet 3 over hvor mange beskeder og opkald, der røg afsted 24. december.

    Teleselskabets kunder ringede til flere, snakkede længere og sendte flere sms-beskeder.

    I kolde tal var der tale om 13 procent flere opkald i år sammenlignet med sidste år. Og de opkald varede i gennemsnit 23 procent længere.

    Der blev også brugt mere internet-data – her blev der brugt 61 procent mere torsdag end samme dato sidste år.

    Tallene fra teleselskabet 3 viser ikke, hvad dataen blev brugt på – om det var besked-tjeneste, eller om 3-kunderne surfede efter oplysninger om deres gaver.

    Men 3’s radionetværkschef Stefan Ring Støhrmann bider mærke i, at der også blev sendt 15 procent flere sms’er i år sammenlignet med sidste år.

    – Det med stigning i sms’erne er lidt interessant, siger han i en pressemeddelelse.

    – Normalt ser vi fra år til år, at antallet af sms’er falder, fordi flere og flere benytter datadrevne beskedtjenester som iMessage, Whatsapp og Messenger.

    – Men i går har folk altså fået gang i de helt almindelige sms’er.

    Han lufter tesen, at det er fordi, at der er blevet kommunikeret mere med ældre medlemmer af familierne, som i højere grad benytter sms fremfor andre beskedtjenester.

    /ritzau/