Danske fiskere: Pris for adgang til britisk farvand er for høj

    EU kommer til at betale en for høj pris for at få lov at fiske i britiske farvand i en ny aftale om det fremtidige forhold, som parterne torsdag er blevet enige om.

    Det mener Kenn Skau Fischer, der er administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening.

    – Vi får adgang til britisk farvand, men den pris, der skal betales for at få adgangen, er for høj. Det er den blandt andet, fordi det er en aftale af begrænset varighed på 5,5 år, siger han.

    Kenn Skau Fischer understreger, at der fortsat er en lang aftaletekst, der skal læses igennem for at finde ud af, præcis hvilken pris EU skal betale for adgangen til britisk farvand.

    Aftalen betyder ifølge Kenn Skau Fischer, at danske fiskere fra 1. januar afgiver en fjerdedel af de fiskekvoter, de tidligere har haft i britisk farvand.

    Det kommer til at koste mange arbejdspladser i danske fiskerihavne i de kommende år, lyder det.

    /ritzau/