63-årig kvinde død i brand i plejebolig i Sønderborg

    En 63-årig kvinde døde lillejuleaften i en brand i en plejebolig i Sønderborg.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter juleaftensdag.

    Det var brand i hendes tøj og den kørestol, hun sad i.

    Branden blev anmeldt klokken 19.53. Da patruljen nåede frem, fandt de kvinden i værelset og fik slukket ilden med en brandslukker. Men kvinden blev desværre konstateret død.

    Branden formodes at være opstået som følge af rygning, men det skal nærmere undersøgelser klarlægge.

    Kvindens pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/