Medie: Johnson og EU-chef forsøger at lukke aftale på telefon

    Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ventes at tale sammen om en handelsaftale efter brexit omkring klokken 08.00 dansk tid.

    Herefter ventes et pressemøde omkring klokken 09.00 dansk tid.

    Det oplyser BBC torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I godt og vel et halvt døgn har det fra diplomatiske kilder lydt, at en handelsaftale efter brexit er nært forestående.

    En kilde oplyser til nyhedsbureauet AFP, at “hvis alt går godt”, skal von der Leyen og Johnson forsøge at nå frem til en aftale over telefonen.

    En talsmand for Ursula von der Leyen har på Twitter skrevet, at der er blevet arbejdet hele natten.

    Lykkes det at nå frem til en aftale, vil det være i allersidste øjeblik. Den overgangsperiode, der trådte i kraft, da briterne forlod EU 31. januar, slutter om syv dage.

    /ritzau/