Over 3000 kanonslag fundet på illegal sønderjysk fabrik

    Politiet fandt flere end 3000 kanonslag, da det tirsdag afslørede en illegal fyrværkerifabrik i Tinglev.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    To mænd på 24 og 32 år fra Aabenraa er blevet sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven med underliggende bekendtgørelser. Den 24-årige har erkendt.

    Det var en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev, som husede den ulovlige fabrik.

    Politiet ransagede bygningen, efter at der især i Aabenraa-området har været afskydning af ulovligt fyrværkeri. I øvrigt er det slet ikke lovligt at affyre fyrværkeri før 27. december.

    – Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket mod mulige bagmænd, og det var i den forbindelse stedet blev fundet, skriver politiet.

    Ransagningen viste hurtigt, at der på stedet blev fremstillet ulovlige kanonslag. Derefter blev EOD, Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, tilkaldt.

    Sammen med EOD blev kanonslagene talt op og krudtet vejet. Det viste sig, at der var 3106 kanonslag samt en spand med knap tre kilo krudt.

    Politiet mener også, at det står klart, at produktionen skulle fortsætte.

    – På stedet lå 4212 tomme paprør, der kunne laves kanonslag af. Tomme kasser viste spor af yderligere næsten 1600 kanonslag. Desuden lå der værktøj til fremstilling af kanonslag, skriver politiet.

    På stedet var også en elektrisk palleløfter, som blev stjålet fra et lager på Nordsjælland i 2015.

    /ritzau/