Schweiz er begyndt at vaccinere – har over 100.000 doser

    Adskillige regioner i Schweiz er onsdag begyndt at vaccinere borgere mod covid-19.

    Schweiz er ikke medlem af EU og følger derfor ikke EU’s tidsplan.

    Dermed begynder landet vaccinationen, fire dage før den er sat til at begynde i EU, herunder Danmark.

    En af de første borgere i Schweiz, som har fået vaccinen fra Pfizer og BioNTech, er en 90-årig kvinde, som bor på et plejehjem i Luzern. Det oplyser lokale sundhedsmyndigheder.

    – Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan begynde vaccinationen i Luzern, siger regionens sundhedschef, Guido Graf, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

    – Vaccinationerne er en vigtig del i kampen mod coronavirusset, siger han.

    Ældre personer og borgere med sygdomme, som gør, at de har større risiko for et alvorligt forløb med covid-19, er de første til at blive vaccineret.

    Derefter får ansatte i sundhedsvæsenet vaccinen. Det fremgår af landets vaccinationsstrategi.

    Schweiz godkendte vaccinen fra tyske BioNTech og amerikanske Pfizer lørdag. EU godkendte den mandag aften.

    De første 110.000 doser af vaccinen ankom til Schweiz tirsdag. Militæret har fået til opgave at fordele vaccinedoserne på tværs af landet.

    I EU begynder vaccinationen efter planen 27. december. Schweiz har 8,6 millioner borgere. Over 415.000 er konstateret smittet, mens over 6300 er døde med coronavirus.

    Serbien, som heller ikke er medlem af EU, begynder at vaccinere borgere torsdag. Det oplyser præsident Aleksandar Vucic onsdag ifølge AFP.

    Serbien har modtaget næsten 5000 doser af vaccinen.

    Vaccinen er også allerede i brug i blandt andet USA og Storbritannien. Storbritannien gav det første stik 8. december. Det fik 90-årige Margaret Keenan.

    /ritzau/dpa