Biden vil samarbejde med Mexico om ny tilgang til migration

    USA’s kommende præsident, Joe Biden, vil samarbejde med Mexico om en ny tilgang til migration mellem de to lande.

    Det fortalte han lørdag til Mexicos præsident, Andrés Manuel López Obrador, på et telefonmøde mellem de to.

    Her sagde Biden blandt andet, at han er engageret i at få løst hovedårsagerne til, at fattige latinamerikanere er nødt til at migrere til USA.

    Biden understregede på mødet også behovet for at “genoplive samarbejdet mellem USA og Mexico for at sikre, at migration mellem de to lande foregår sikkert og ordentligt”. Det oplyser Bidens overgangshold i en meddelelse.

    Bidens udmeldinger indikerer et væsentlig skift i forhold til den migrationspolitik, som afgående præsident Donald Trump har ført.

    Trump blev i sin tid valgt som præsident med løfter om, at han ville bygge en mur mellem USA og Mexico for at holde ulovlige migranter ude.

    Og han har i sin præsidentperiode indført flere tiltag for at stoppe, hvad han har betegnet som en fri og farlig strøm af mennesker i at komme ind i USA.

    /ritzau/AFP