Britiske eksperter fastslår hurtig spredning af covid-variant

    En variant af covid-19, der er spottet i Storbritannien, kan sprede sig hurtigere. Og der er sat et hastearbejde i gang for at kunne bekræfte, at det ikke medfører en højere dødelighed.

    Det siger Englands øverste medicinske ansvarlige, Chris Whitty, ifølge Reuters.

    Der er tale om varianten N501Y, som er blevet påvist ni gange i Danmark. Intet tyder på, at den er alvorlig, har det tidligere lydt fra Statens Seruminstitut.

    – Som meddelt mandag har Storbritannien identificeret en variant af covid-19 gennem genom-overvågningen i Englands offentlige sundhedssystem, lyder det i en erklæring fra Whitty.

    Der har været en særlig hurtig spredning i det sydøstlige England. Derfor konkluderer en særlig virusgruppe, Nervtag, at “den nye variant kan sprede sig hurtigere”, skriver Whitty videre.

    Premierminister Boris Johnson har indkaldt en række ministre lørdag. De drøfter, om man hurtigt skal skride til handling, efter det er konstateret, at varianten spreder sig hurtigere.

    Whitty siger, at der ikke lige nu er beviser på, at N501Y medfører en højere dødelighed.

    /ritzau/