Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskriver torsdag russerne som “varme og charmerende” i forhold til vesterlændinge, som han beskylder for at have brudt afgivne løfter efter Sovjetunionens opløsning.
Udtalelsen fra Putin var et svar på et spørgsmål fra en vestlig journalist på Putins årlige pressekonference forud for årsskiftet.
Det var en BBC-journalist, som spurgte den russiske leder om, hvorvidt han påtager sig noget ansvar for det nuværende spændte forhold mellem Rusland og Vesten.
– Hvem er varm og kær, og hvem er aggressiv? Det er ikke os, som er aggressive. Sammenlignet med Jer, så vi er varme og kære, svarede Putin og henviste til, at opløsningen af Sovjetunionen i 1991 havde “befriet” en lang række lande.
Putin tilføjede, at Nato havde brudt løfter om ikke at foretage udvidelser mod øst i de efterfølgende år.
– Hvis Rusland ikke kan beskrives som “kær”, så kan det kaldes “godartet”, da det fortsætter dialog og søger efter løsninger, sagde han.
Forholdet mellem Rusland og vestlige lande har været på et lavpunkt i de seneste år – måske det dårligste siden afslutningen på den kolde krig.
Spændinger tog til efter Rusland annekterede Krim fra Ukraine i 2014, og igen efter beskyldningerne om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.
På pressekonferencen udtrykte Putin håb om, at den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, vil samarbejde med Rusland om at løse bilaterale uenigheder. Han citerede også en kendt sovjetisk tegneseriefigur, Katten Leopold, med mottoet “Lad os leve i fred”.
Putin siger, at han venter en dialog med Biden om en ny stjernekrigs-traktat.
Om konflikten i Ukraine siger Putin, at han venter, at der før eller siden vil blive fundet en løsning, hvor den østlige Donbass-region bliver løsrevet.
Om bekæmpelse af fattigdom i Rusland siger den russiske leder, at det er planen at få halveret gruppen af fattige, som er 13 procent af befolkningen i dag. Det vil sige, at deres indtægter er under det minimale beløb, der skal til for at klare sig.
– Vores mål om at få denne gruppe i 2030 til 6,5 procent er ambitiøs, men realistisk, siger Putin.
/ritzau/Reuters











