Manchester Uniteds Edinson Cavani sigtes for racediskrimination som følge af et opslag på Instagram.
Det skriver Det Engelske Fodboldforbund (FA) på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at opslaget anklages for at være diskriminerende.
Cavani kan svare på anklagen frem til 4. januar, men klubben har allerede bakket angriberen op.
– Manchester United og alle vores spillere er fuldt engagerede i kampen mod racisme, og vi fortsætter med at samarbejde med FA sammen med andre fodboldmyndigheder- og organisationer og gennem vores kampagne, skriver klubben.
– Edinson og klubben har gjort det klart, at der absolut ikke var nogen ondskabsfulde intentioner med opslaget, som han slettede og undskyldte for, så snart han fandt ud af, at det kunne blive misforstået.
– Spilleren og klubben vil nu overveje anklagen og komme med et passende svar til FA, lyder det fra Manchester United.
Sagen drejer sig om et opslag, som Cavani udsendte efter Uniteds sejr på 3-2 over Southampton 29. november.
Uruguayaneren scorede to af Uniteds mål og skrev efterfølgende ordene “Gracias Negrito” på Instagram som svar på et andet opslag. Det er ifølge FA i strid med reglerne om ikke at referere til hudfarve, religion og lignende.
Han undskyldte kort efter for beskeden.
– Det var tænkt som en kærlig hilsen til en ven, hvor jeg takkede ham for at lykønske mig efter kampen.
– Det sidste, jeg ville gøre, var at fornærme nogen, sagde den 33-årige spiller ifølge BBC.
/ritzau/











