Selskab bag Børge Mogensen-designklassikere løfter salget

    Der har i år været godt gang i salget hos FDB Møbler, der sælger klassikere fra designere som Børge Mogensen og Mogens Koch.

    I år er salget blevet løftet med 50 millioner kroner til cirka 150 millioner kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    – Vi rammer tidsånden godt, hvor danskerne går efter varer, der har historie, er ansvarligt produceret og har en langtidsholdbar kvalitet, siger direktør Ole Kiel i en kommentar i meddelelsen.

    2020 er det første år for FDB Møbler, der er ejet af Coop, som et selvstændigt selskab. Salget kommer både fra detailkoncernens hjemmeside og flere selvstændige butikker.

    – Kombinationen af fysiske butikker og en stærk onlineplatform er en væsentlig forklaring på vores vækst, mener Ole Kiel.

    Næste år forventer FDB Møbler at fortsætte væksten. Den skal blandt andet komme fra en stigende interesse fra udlandet for de danske klassikere.

    Møblerne fra FDB Møbler forhandles blandt andet i Tokyo, London og Toronto.

    /ritzau/