Fiji advarer indbyggere om monsterbølger fra supercyklon

    Kystboere i Fiji er blevet bedt om at flygte til højereliggende områder torsdag.

    Det sker, fordi myndighederne forventer bølger på op til 16 meter, når supercyklonen Yasa rammer stillehavsnationen.

    Kategori 5-cyklonen fortsætter med at samle kræfter, mens den torsdag har kurs mod Fiji med vindstød på 325 kilometer i timen.

    Fijis premierminister, Frank Bainimarama, siger torsdag, at ingen dele af stillehavsnationen slipper fri for cyklonen.

    – Over 850.000 fijianere befinder sig på cyklonens direkte vej. Det er mere end 95 procent af vores befolkning, siger han.

    Yasa ventes at gå i land torsdag aften lokal tid, men allerede torsdag formiddag meldes der om voldsomme oversvømmelser i landet, der har cirka 900.000 indbyggere.

    Flere samfund er allerede blevet isoleret fra omverdenen på grund af ødelagte veje som følge af de store vandmasser.

    – Ødelæggende vinde vil sandsynligvis begynde, adskillige timer før cyklonens øje passerer over eller forbi, oplyser Fijis kontor for nationale katastrofer.

    – Kystboere må forvente stormflod med bølger så høje som 16 meter.

    Myndighederne frygter omfattende ødelæggelser efter Yasa, og der er allerede blevet åbnet flere evakueringscentre i landet.

    I februar 2016 forårsagede cyklonen Winston enorme ødelæggelser i Fiji. Cyklonen kostede 44 mennesker livet og ødelagde titusindvis af hjem.

    Forud for Yasas ankomst har myndighederne lukket skoler og offentlig transport. Samtidig er offentligt ansatte, som ikke sidder i essentielle funktioner, blevet bedt om at arbejde hjemme resten af ugen.

    – Vi ønsker ikke, at nogen skal miste livet, siger vicepolitikommissær Abdul Khan.

    – Vær venlig at tage dette alvorligt og lad os forberede os på et værst tænkeligt scenarie.

    Den meteorologiske tjeneste Weatherwatch, der er baseret i New Zealand, oplyser, at Yasa er en af de mest kraftige cykloner, der er registreret i det sydlige Stillehav.

    – Denne storm er i stand til at oversvømme hele øer og hele kystsamfund og fjerne nogle af de små øer fra kortet fuldstændigt, siger tjenestens administrerende direktør, Philip Duncan.

    /ritzau/AFP