USA’s centralbank fastholder historisk lavt renteniveau

    Økonomien i USA kalder for nuværende hverken på mere eller mindre hjælp fra landets centralbank, Federal Reserve.

    Derfor fastholder centralbanken sin ledende rente i et historisk lavt interval på 0,0 til 0,25 procent.

    Det oplyser banken i en meddelelse på sin hjemmeside. Meddelelsen kommer i forlængelse af et planlagt december-møde i banken.

    Det uændrede renteniveau kommer ikke som nogen overraskelse for flertallet af økonomerne. Det skyldes, at inflationen fortsat er lavere end ønsket, og der stadig er høje ledighedstal i USA.

    Hvis renten blev sat op, ville det alt andet lige gøre det sværere at indfri blandt andet målet om en inflation på det niveau, som centralbanken ønsker.

    Derfor er der altså ikke blevet pillet ved renteniveauet i denne omgang.

    – Det giver centralbanken masser af plads til at fortsætte med at understøtte aktiviteten i det amerikanske samfund, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

    – Coronasmitten stiger, og der genindføres restriktioner. Økonomien har fortsat brug for centralbankens hjælp og vil have det et godt stykke tid endnu.

    Sammen med fastholdelsen af det rekordlave renteniveau har centralbanken valgt at holde fast i størrelsen af sine månedlige obligationsopkøb.

    Dermed vil der fortsat blive købt amerikanske statsobligationer og realkreditobligationer for i alt 120 milliarder dollar – eller 735 milliarder kroner – hver måned.

    – Det vil den gøre, indtil den er kommet markant tættere på at opnå sine målsætninger, siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en skriftlig kommentar.

    – Der er derfor ikke grund til at tro andet, end at den amerikanske centralbank også til næste år vil købe masser af obligationer.

    De milliardstore opkøb af obligationer presser renterne ned, hvilket skal tilskynde bankerne til at låne flere penge ud og sikre billigere lån for virksomheder og forbrugere.

    Det kan for eksempel ske ved, at centralbanken køber statsobligationer fra banker, der dermed får penge i hånden, som kan lånes ud.

    /ritzau/