Regering mistænkes for at hemmeligholde PET-rapport

    Regeringens støttepartier mistænker den for at hemmeligholde en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, af danske børn i lejre i Syrien.

    Allerede i 2019 lød vurderingen, at de danske børn ikke udgjorde en trussel, men at de kunne tage skade og blive radikaliserede af at blive i lejrene.

    Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af fortrolige samtaler med en række kilder, der har kendskab til sagsforløbet.

    Vurderingen blev først offentliggjort 20. marts 2020 omkring en uge efter, at store dele af Danmark lukkede på grund af coronavirus.

    Ifølge Ekstra Bladets oplysninger landede 2019-vurderingen i Justitsministeriet allerede i foråret 2019. Heri lød det, at de danske børn ikke udgør nogen sikkerhedsrisiko for Danmark.

    Men det kunne børnene, der tilbageholdes i teltlejrene Al Hol og Al Roj i Syrien, blive på sigt, hvis myndighederne ikke greb ind.

    PET’s trusselsvurdering blev dog ikke offentliggjort, selv om debatten om de danske børn i Syrien flere gange blussede op i efteråret 2019 i forbindelse med behandling af lovforslag.

    Ved den lejlighed gjorde regeringen det klart, at børnene ikke skulle hjælpes hjem.

    Både SF, De Radikale og Enhedslisten er forargede.

    – Jeg kan ikke se nogen grund til at tilbageholde rapporten hverken fagligt eller sagligt, siger retsordfører Rosa Lund (EL) til Ritzau.

    Enhedslisten vil gerne hjælpe børnene hjem.

    Partiet vil indkalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om sagen.

    Han erkender i et skriftligt svar, at det tog for lang tid at få udgivet vurderingen.

    Forsinkelsen skyldtes ifølge ham, at efterretningstjenesten i flere omgange ønskede at opdatere vurderingen.

    – Dette skal ses i lyset af blandt andet de større terrorangreb, som verden så i løbet af 2019, og som gav PET anledning til at opdatere sit udkast til trusselsvurdering ad flere omgange, siger Nick Hækkerup til avisen.

    Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev vurderingen af børnene dog ikke ændret.

    PET’s trusselsvurdering har siden 2012 været en årlig udgivelse fra Center for Terroranalyse, CTA, om terrortruslen mod Danmark.

    Heraf fremgår vurderingen.

    – Det er efter CTA’s vurdering usandsynligt, at der udgår en aktuel terrortrussel fra børn af personer udrejst fra Danmark til konfliktzonen. Det hænger først og fremmest sammen med børnenes nuværende lave alder, fremgår det af trusselsvurderingen.

    /ritzau/