USA’s kommende præsident, Joe Biden, vil vælge Pete Buttigieg, der var hans modstander under det demokratiske primærvalg tidligere i år, som sin kommende transportminister.
Det oplyser to kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.
Oplysningen er ikke umiddelbart bekræftet af hverken Biden eller Buttigieg.
Den 38-årige tidligere borgmester i byen South Bend i Indiana har aldrig tidligere siddet i et føderalt embede.
Hvis han bliver minister, vil han være den første åbne LGBT-person på en ministerpost i USA.
I marts opgav Buttigieg sit forsøg på at blive nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat og gav i stedet sin støtte til Biden.
Tidligere tirsdag sagde tre kilder, at Biden vil vælge kongresmedlem Deb Haaland som sin kommende indenrigsminister. Heller ikke det er bekræftet.
Hvis Haaland bliver minister, vil hun være den første af slagsen, som tilhører Nordamerikas oprindelige befolkning.
Hun har tidligere sagt, at hun ønsker at bruge føderale landområder til grøn energiproduktion, og at hun vil omgøre mange af den nuværende præsident Donald Trumps tiltag for at styrke fossile brændstoffer.
Bidens kandidater til ministerposterne skal godkendes ved afstemning i Senatet, inden de kan tiltræde.
Han har på forhånd sagt, at han ønsker at sammensætte en regering, der afspejler forskelligheden i det amerikanske samfund.
Den kommende præsident selv er tirsdag i Georgia for at føre valgkamp. Her skal der være en anden valgrunde 5. januar, der kommer til at afgøre magtfordelingen i Senatet i Washington D.C.
/ritzau/Reuters











