TV2 vil tilbyde ansatte coronatest inden de møder ind

    De ansatte hos TV2, der fortsat møder ind fysisk, vil fra onsdag blive tilbudt en coronatest, inden de møder ind.

    Det skal være med til at skabe tryghed for de ansatte, fortæller TV2’s nyhedschef, Jacob Kwon.

    – De fleste medarbejdere er hjemsendt som i resten af samfundet, men vi har medarbejdere, som er nødt til at møde ind.

    – Det er særligt i nyhedsafdelingen. Og for at de kan føle sig trygge, vil vi nu tilbyde dem at lade sig teste, inden de går ind på arbejdspladsen, siger han.

    Der vil være tale om et tilbud og ikke et krav, lyder det fra nyhedschefen. Han håber, at de fleste ansatte vil gøre brug af det.

    Det er en antigentest – en såkaldt lyntest – som de ansatte hos TV2 vil blive tilbudt. De er ikke lige så præcise som de pcr-test, som bruges i sundhedsvæsenet.

    Jacob Kwon tror dog alligevel, at det kan være med til at skabe en større tryghed for de ansatte.

    – Vi ved godt, at det selvfølgelig ikke er 100 procent sikkert, at man ikke er smittet, selv om testen viser det.

    – Men jeg kan forstå, at der er forskel på, hvor gode antigentestene er. Den vi bruger, skulle være i den bedre ende med en sikkerhed på 93 procent, fortæller han.

    /ritzau/